Overraskende forskelle i rapsmarkerne ved VG-Agro 😊
Mandag eftermiddag var en spændende tur igennem de mange rapsmarker ved VG-Agro ved Kerteminde. Og der var interessante og overraskende forskelle.
De mange hektarer med vinterraps -primært LG Adapt og LG Academic - er sået med en Tempo enkornssåmaskine på 60 cm rækkeafstand. Plantetallet er 20 planter efter forfrugt korn, og 25 planter efter forfrugt frøgræs. I LG forsøgsmarken er der også afprøvet 15 og 35 planter pr. kvadratmeter. Såtidspunkt er 15.-25. august. Der er tildelt 80-90 kg N i efteråret, hovedparten i nedfældet gylle og en mindre mængde placeret ved såning.
I foråret har nogle marker fået 80 kg N i gylle slut marts (og skal som udgangspunkt ikke have mere), mens andre marker indtil nu kun har fået 30 kg N i svovlsur ammoniak i midt marts. Flere af disse marker ser sultne ud, og det resterende kvælstof skal tildeles nu.
Første overraskende forskel på forsøgsrundtur var dog, at der i nogle marker ingen forskel var! Altså visuelt var der ingen forskel på, om markerne var færdiggødet nu, eller kun havde fået 30 kg N! Men dette var også marker med en god forhistorie og masser af gammel strøm i jorden! (Og en god biomasse fra efteråret) 😉
Anden overraskende forskel var, at der i en mark var stor forskel på ikke-vækstreguleret kontra vækstreguleret raps. Vækstreguleringen var foretaget i efteråret, og der var markant større rod, større roddiameter og flere sideskud i det vækstregulerede. Normalt er det forårs-vækstreguleringen, der stimulerer sideskuds-dannelsen, men her sås allerede en effekt fra efteråret. Høsten vil vise, om der er forskel i udbytterne.
Der er ikke behandlet mod lys bladplet eller bekæmpet bladribbesnudebiller. I denne uge færdiggødes alle marker, og så mangler blot en svampesprøjtning (hvor der evt. medtages 10-15 kg N) i nogle marker.
Der er mange spændende forsøg i gang ved VG-Agro, og der bliver nok at holde styr på til høst. Det bliver meget spændende at se udbytterne i de forskellige sorter i LG storskala forsøget samt ved de forskellige plantetal 😊